1400 mennesker dør hvert år i Danmark som direkte følge af stress, og selvom man ikke nødvendigvis dør af det, har stress en lang række fysiske og psykiske følger, som er meget alvorlige, for den, der bliver ramt. Derudover koster stress samfundet rigtig mange penge, bl.a. i tabt arbejdsfortjeneste.  Derfor skal stress skal tages alvorligt, men jeg mener, at stresseksperterne og andre må være opmærksomme på ikke at reducere stress til at handle om, at nogle har lyst til at lægge mange timer i deres arbejde, fordi de får et kick ud af at præstere.  Arbejdsrelateret stress handler i langt højere grad om uklare forventninger, for høje krav fra chefer og kolleger, uløste konflikter, mobning, meningsløst arbejde, manglende indflydelse på egne opgaver, dårlig ledelse, manglende balance mellem arbejds- og privatliv osv. Med andre ord er der mange andre faktorer, end lysten til at arbejde mange timer om ugen, som skal have opmærksomhed.

Antallet af danskere, der føler sig stressede, bliver ved med at stige, og jeg bliver overrasket, hver gang jeg ser en ny undersøgelse, der viser, HVOR omfattende, problemet er. Vi har skruet et arbejdsmarked sammen, som gør folk syge, og i mange af de tilfælde, hvor folk går ned med stress, er de mærket for livet. Nogle må helt opgive at vende tilbage til arbejdsmarkedet.

I nogle virksomheder er man opmærksomme på problemet, men desværre er det også min oplevelse, at opmærksomheden ofte handler om at udforme en stresspolitik, som lander i en skuffe. Når så en  medarbejder går ned med stress og har brug for hjælp, så kommer hjælpen alt for sent eller slet ikke. For her er det selvfølgelig væsentligt også at tale om forebyggelse og ikke kun tale om at samle stumperne op, når medarbejderen er helt nede og bide i guldtæppet.

Andre steder har man end ikke en politik på området, men vælger at lukke øjnene og lægge ansvaret over på den enkelte medarbejder. Og selvfølgelig har man som medarbejder – som individ i det hele taget – ansvaret for sit eget liv og dermed også for sit arbejdsliv. Lige præcis når det handler om stress, er det bare nødvendigt at være klar over, at den stressede kan have meget svært ved selv at tage problemerne i opløbet for slet ikke at tale om at komme på fode igen, når det først er gået galt. Derfor har både chefer og kolleger også et stort medansvar, og det ansvar skal man altså have viljen til at påtage sig. Det er nødvendigt, at vi får vendt den udvikling, der er i gang, hvis arbejdsmarkedet ikke bare skal blive et sted, der suger livskvaliteten, eller i sidste ende livet, ud af folk.